20. oktober 2000 EM 2000/12
BETÆNKNING
Afgivet af Landstingets Lovudvalg
vedrørende
Forslag til Landstingslov om ændring af
Landstingslov om Grønlands inddeling i landsdele og kommuner.
Afgivet til 2. behandlingen af lovforslaget
Landstingets Lovudvalg har under behandlingen bestået af
landstingsmedlem Anders Andreassen (Siumut), formand
landstingsmedlem Olga Poulsen (Inuit Ataqatigiit), næstformand
landstingsmedlem Lars Karl Jensen (Siumut)
landstingsmedlem Anders Nilsson (Atassut)
landstingsmedlem Anthon Frederiksen (Kattusseqatigiit)
Lovudvalgets behandling af lovforslaget:
Landstingets Lovudvalg har til brug for udvalgsbehandlingen af nærværende lovforslag indhentet kopi af afgivne høringssvar.
Udvalget har i forbindelse med udvalgsbehandlingen modtaget en henvendelse fra Borgerrådet i Kangerlussuaq, samt en henvendelse fra en borger i Kangerlussuaq. Disse henvendelser er ligeledes indgået i udvalgets behandling af lovforslaget.
Endvidere har udvalget modtaget en henvendelse fra Rigsombudsmanden, hvori Rigsombudsmanden gør opmærksom på en mellem Statsministeriet og Grønlands Hjemmestyre i 1991 indgået aftale om overtagelse af civile opgaver i lufthavnen ved Søndre Strømfjord.
Det bestemmes i denne aftale blandt andet, at Statens institutioner i lufthavnen ved Søndre Strømfjord kan udøve deres virksomhed på uændrede vilkår. Dette gælder såvel for de service-ydelser, som institutionerne modtager med hensyn til bolig, bespisning og tilstedeværelse i øvrigt, som for deres opgaveudøvelse.
I aftalen indgår også, at personale, som pr. 30. september 1991 er ansat under Forsvarsministeriet og beskæftiget i lufthavnen ved Søndre Strømfjord skal tilbydes ansættelse på uændrede løn- og ansættelsesvilkår.
Lovudvalget forudsætter, at der ikke med det fremsatte lovforslag sker ændringer i denne aftale.
Det samme er tilfældet f.s.v.a. det aftalememorandum, som blev tiltrådt af den Danske Stat, (herunder Grønlands Landsstyre) og USA den 19. september 1991, hvorom Lovudvalget har indhentet nærmere oplysninger fra Landsstyret.
Det bestemmes heri, at Søndre Strømfjord senest 30. september 1992 overgår til at være et civilt luftfartsanlæg, og at USA i forbindelse hermed vederlagsfrit overdrager lufthavnen med bygninger, installationer og udstyr. USA gives til gengæld fortrinsret til brug af landingsbane, parkerings- og tankningsanlæg i tilfælde af krig eller NATO beredskab. Under forudsætning af enighed mellem Staten og USA gives USA endvidere fortrinsret til disse anlæg, når det er påkrævet under lejlighedsvise togter, øvelser og operationer i nødssituationer i andre perioder med spænding krise, i anden nødssituation eller i forbindelse med militære øvelser.
Foranlediget af de spørgsmål, som blev rejst under Landstingets første-behandling af Lovforslaget, finder Lovudvalget det således relevant at henlede opmærksomheden på de begrænsninger som Hjemmestyrets aftale-forpligtelser medfører i forhold til Sisimiut Kommunes kompetence og råderet over det område, der i henhold til lovforslaget vil blive indlemmet i kommunen
Lovudvalgets indstilling:Et flertal i udvalget bestående af Anders Andreassen og Lars Karl Jensen, Siumut, Olga Poulsen, Inuit Ataqatigiit, samt Anders Nilsson, Atassut, støtter det fremlagte forslag.
Udvalgsflertallet er opmærksom på Kangerlussuaq borgernes ønske om, at Kangerlusssuaq tildeles status som selvstændig kommune. Set ud fra samfundsøkonomiske betragtninger vil en sådan disposition ikke være forsvarlig. Udvalgsflertallet hæfter sig imidlertid ved, at Kangerlussuaq befolkningens ønske om øget indflydelse i vid udstrækning vil kunne imødekommes gennem det fremsatte lovforslag. Lovforslaget vil således indebære et fremskridt for nærdemokratiet og Kangerlussuaq borgernes demokratiske rettigheder, set i forhold til den nuværende ordning, hvor borgerne betjenes af direktoraterne i Hjemmestyret, og hvor borgerrådet savner egentlig myndighedskompetence.
Udvalgets flertal skal derfor indstille det foreliggende lovforslag til Landstingets vedtagelse.
Et mindretal bestående af Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet, finder, at de analyser, som danner baggrund for lovforslaget er foretaget på et utilstrækkeligt grundlag. Høringsprocessen har ikke haft den fornødne kvalitet, og forslagets konsekvenser er ikke tilstrækkeligt belyst.
Flere forhold taler med vægt imod at give Kangerlussuaq bygde status, herunder først og fremmest Kangerlussuaq borgernes eget ønske om at opnå kommunal status.
Hertil kommer, at Kangerlussuaq er et område i udvikling. Befolkningstallet er stigende, og behovet for boliger, skole- og børneinstitutionspladser vokser. Samtidig øges også områdets erhvervsmæssige betydning. Denne udvikling og de særlige behov, som udspringer heraf, vil efter mindretallets opfattelse vanskeligt kunne understøttes og imødekommes, hvis området gives bygdestatus.
Mindretallet kan derfor ikke på det foreliggende grundlag støtte forslaget. Afgørelsen af Kangerlussuaqs fremtid bør afvente, at et kvalificeret beslutningsgrundlag er tilvejebragt.
Mindretallet indstiller forslaget til afvisning.
Anders Andreassen, Siumut
udvalgsformandOlga Poulsen, Inuit Ataqatigiit
Lars Karl Jensen, Siumut
Anders Nilsson, Atassut
Anthon Frederiksen, Kattusseqatigiit